Kære dig 💛
Velkommen hertil!
Mit navn er Linda, og min lille flok består af min hvide schweiziske hyrdehund Thea på 3 år, min adopterede internatdreng Harley på 9 år samt katten Loki på 8.
Jeg er certificeret PRO-instruktør, og LC’s Hunde er min lille fritidsvirksomhed ved siden af mit job som jurist. Hundelivet er ikke bare en stor del af mit liv – det er en del af min identitet og mit hjerte.
Jeg har gået til konkurrencer i rallylydighed med Thea siden hun var knap 1 år. Selvom jeg elsker at nørde detaljer i konkurrenceøjemed, er mine hunde først og fremmest familiehunde (ja, vi er en familie med kun én tobenet og en masse poter 😍).
Jeg er hende, der har begået fejlene, stået med resultaterne – og lært af det. Jeg tror på, at hverken mennesker eller dyr bliver for gamle til at lære nyt og blive klogere.
Min tilgang til træning er rummelig, systematisk og funderet i videnskab og forståelse for hundens læring. Vi træner med positive metoder og altid med fokus på, hvor den enkelte hund er i sin proces. Det handler ikke om, hvor hurtigt vi når resultater – men om hvordan vi gør det.
Hos mig skal hverken du eller din hund være perfekte. Du må gerne være i tvivl, og ingen forventer, at I "bare kan det". Jeg hjælper dig med at bryde hundetræningen ned i overskuelige trin og opnå en større forståelse for, hvordan din hund lærer.
Jeg tror på, at alle hunde og ejere har glæde af at træne sammen hele hundens liv. Det skaber meningsfuldt indhold og fælles oplevelser, der styrker relationen og samarbejdet.
Nogle synes, jeg er okay sjov og underholdende – jeg holder i hvert fald af godt humør, en kæk bemærkning og masser af grin. Især sammen med vores hunde 😄
Skal du og din hund med på træningspladsen?
Jeg vil glæde mig til at bruge kvalitetstid sammen med jer 🐶
Klar til at tage jeres samarbejde til næste niveau?